Fremgangsmåden for bønnens udførelse

Af ‘Allama al-Hasan bin ‘Ammar al-Shurunbulali
Dansk oversættelse © Islamisk.dk / Imran bin Munir Husayn 2008
I Allahs navn, Den Nådefulde, Den Barmhjertige
Al lovprisning tilkommer Allah, verdenernes Herre, Som var uden begyndelse og vil forblive uden afslutning, Skaberen af hele universet, foruden Hvem der ingen gud er; Han, Som er ulig alt skabt, Perfekt i Sin guddommelighed og uden mangler eller begrænsninger, og må Allahs ypperste fred og velsignelser være med vor elskede Mester, Muhammad, den bedste af Allahs skabelse, der blev nedsendt som et sendebud og et lys, en vejleder og en advarer, et vidne og et bevis, i sandhed en nåde til hele universet, med den bedste karakter og de mest ophøjede mirakler, og må Allahs fred og velsignelser ligeledes være med hans rene familie og alle hans ædle ledsagere, og enhver der retskaffent og oprigtigt følger dem indtil dommedagen.
Dette er en annoteret oversættelse af sektionen om (fremgangsmåden for bønnens udførelse) fra det klassiske værk Nur al-idah wa najat al-arwah af den fremragende lærd ‘Allama al-Hasan bin ‘Ammar al-Shurunbulali (Allah være ham nådig), i henhold til al-Imam al-A‘zam Abu Hanifas skole (Allah være ham nådig). Da dette er en kort sektion fra bogen, er der en del ting Imam al-Shurunbulali har udeladt, fordi han allerede har nævnt dem tidligere i andre sektioner eller fordi han nævner dem senere, så for at gøre denne vejledning mere komplet er oversættelsen blevet annoteret med præciserende kommentarer baseret på Nur al-idahs andre sektioner, dens kommentar Maraqi al-falah af forfatteren selv, samt yderligere fra ‘Allama ‘Abd al-Razzaqs præciseringskommentar Bi dhari‘at al-najah, og det encyklopædiske værk i Hanafi fiqh Bahare shari‘at af ‘Allama Mufti Muhammad Amjad ‘Ali A‘zami, en fremtrædende elev og åndelige efterfølger til den store Mujaddid (genopliver af islam) Imam Ahmad Rida Khan al-Hindi al-Hanafi (Allah være ham nådig). Derudover er yderligere forklaringer blevet tilføjet under vejledning af Mufti Sayyid Ghulam Mustafa Bukhari (Allah bevare ham), markeret (GM).
Formålet med denne tekst er at gøre den studerende i stand til at kunne forstå hvordan den rituelle bøn (salat) udføres i henhold til Hanafi skolen, således at ens udførelse af den vigtigste tilbedelsesgerning i islam, i sandhed den bærende søjle i religionen, på kort tid kan blive gyldig og så korrekt som muligt.
Må Allah acceptere dette ydmyge stykke arbejde, lade det være til gavn for læseren, og belønne mine lærer for deres vejledning og nærvær som har gjort mig i stand til at arbejde – så ydmygt det end måtte være – for Allahs skyld, Hans elskede Profets skyld (Allahs fred og velsignelser være med ham) og for udbredelsen af autentisk islamisk lærdom. Må Allah fortsat benåde menneskeheden med lærde således at de kan vejlede os til den rette vej og være vores middel til Allahs vejledning.
Allahs fred og velsignelser være med Hans elskede Sendebud, den bedste skabelse, vor Mester og Vejleder, vor middel til vor Herre, profeternes segl, Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle ledsagere.
[Note til HTML-udgaven: For overskuelighedens skyld er selve grundteksten (matn) formateret i fed skrift og mørkeblå farve, mens kommentarerne til hvert punkt er angivet i sort.]
  1. Når man ønsker at træde ind i bønnen, bør man tage sine hænder ud af ærmerne, og så løfte sine hænder op på højde med sine ører, så at fremsige takbir uden at forlænge den for meget, idet man danner intentionen (for bønnen), og det er gyldigt at begynde bønnen med enhver lovprisning som kun er for Allah, Den Ophøjede, såsom Subhana Lllah. Dette kan siges på selv persisk, hvis man ikke er i stand til at sige det på arabisk, men kan man (sige det på arabisk) er det ikke gyldigt at sige det på et andet sprog, og ej heller kan man recitere (Koranen) på et andet sprog (end arabisk) ifølge det mest korrekte.
    (træde ind i bønnen) dvs. at begynde bønnen. Dette er selvfølgelig kun muligt når man har opfyldt alle betingelserne som går forud for bønnen: at være i en tilstand af rituel renhed, at ens krop, tøj og stedet for bønnens udførelse er fri fra urenheder, at ens nøgenhed (‘awra) er tildækket, at man er vendt imod bederetningen (qibla), at tiden for bønnen er gået ind samt at man er overbevist om det, og endeligt at danne intentionen (Nur al-idah). Hvad angår måden man stiller sig på, så er det sunna for mænd at have en afstand på omkring fire fingres bredde imellem sine fødder (Nur al-idah), mens det for kvinder er bedst at stå med fødderne samlet (GM).
    (hænder ud af ærmerne): Det er sunna for mænd at tage hænderne op til håndleddene ud af ærmerne, mens det for kvinders vedkommende er sunna at man lader armene inkl. håndleddene forblive i ærmerne (Maraqi al-falah).
    (løfte sine hænder op på højde med sine ører) med fingrene lettere spredt, og dette er sunna for mænd. For kvinders vedkommende, er sunna at man løfter sine hænder op på højde med sine skuldre uden at sprede fingrene (Nur al-idah). Når man løfter hænderne vendes håndfladerne fremad, imod bederetningen (Maraqi al-falah).
    (fremsige takbir) pl. takbirat, er at sige »Allahu Akbar« (Allah er Størst). Der gælder nogle betingelser for den indledende takbirs korrekthed og gyldighed, og disse er: (1) der må ikke være nogen unødvendig afbrydelse mellem intentionens dannelse og fremsigelsen af den indledende takbir; (2) den skal siges stående, hvis man er i stand til det; (3) intentionen skal gå forud for den indledende takbir og ikke omvendt, og (3) den indledende takbir skal fremsiges så man kan høre sig selv, ifølge det mest korrekte.
    (uden at forlænge den for meget) angiver at man ikke må forlænge det indledende a-bogstav i »Allah« så det bliver til en lang vokal i stedet for en kort, da dette vil gøre ens takbir ugyldig og man vil ikke træde ind i bønnen (Maraqi al-falah), og det samme gælder hvis man forlænger det indledende a-bogstav i »Akbar« (Hashiyat ‘Abd al-Razzaq). Dette er blot eksempler, for det gælder generelt at hvis man bytter om på vokal-længden, så er det i visse tilfælde forhadt mens det i andre tilfælde gør bønnen ugyldig (fasid).
    (intentionen): Intention (niyya) er at tage en beslutning i sit hjerte, og består i denne kontekst i, uden tøven, at vide hvad man skal til at bede (Bahare shari‘at). Hvis man beder bag en imam skal man som følger (muqtadi) også have dette med i sin intention, og det er endvidere også en betingelse at man for de obligatoriske og nødvendige bønner specificerer hvad man beder, eksempelvis »jeg gør intention for at bede den obligatoriske maghrib-bøn,« mens det for de betonede sunna (mu’akkada) og frivillige bønner (nawafil) er nok blot at gøre intention for at bede generelt (Nur al-idah), men bedst at specificere hvad man beder (Bahare shari‘at). Det er endvidere anbefalet at udtale intentionen, hvis det hjælper på koncentrationen (Bahare shari‘at).
    (det er gyldigt at begynde bønnen med… Subhana Llah) da dette vil opfylde det som er minimalt obligatorisk (fard), men at begynde bønnen med andet end takbir er dog meget forhadt (makruh tahriman) fordi man dermed forsømmer en nødvendig (wajib) handling (Maraqi al-falah; Bahare shari‘at).
    (dette kan siges på selv persisk): At forfatteren angiver persisk er blot som eksempel. Kan man ikke sige det på arabisk, kan man sige det på ethvert andet sprog man behersker (Maraqi al-falah).
    (recitere Koranen på et andet sprog): Det er en personlig forpligtelse (fard ‘ayn) for enhver moralsk ansvarlig (mukallaf) muslim at memorere den mængde af Koranen som gør den rituelle bøn gyldig, og dette er mindst ét vers (uanset længde), mens det er nødvendigt (wajib) for enhver muslim at memorere al-Fatiha og et andet kort kapitel (sura) eller tilsvarende, eksempelvis et langt eller tre korte vers (Maraqi al-falah, Bahare shari‘at). Kan man dog ikke noget som helst, hvilket eksempelvis er en mulig situation for en der lige er konverteret til islam, så reciterer man blot lovprisninger af Allah på arabisk, og kan man ikke på arabisk, så på et hvilket som helst andet sprog man behersker, indtil man får lært det som er minimum for bønnens gyldighed (GM).
  2. Dernæst placerer man sin højre hånd på den venstre, under navlen, straks efter den indledende takbir, uden afbrydelse, idet man begynder (recitationen) og dette består i at sige:
    »subhanaka Llahumma wa bi-hamdika wa tabaraka smuka wa ta‘ala jadduka wa la ilaha ghayruk«
    (Ophøjet er Du, Oh Allah, og Dig tilkommer al lovprisning. Velsignet er Dit navn, og ophøjet er Din storhed. Der er ingen gud undtagen Dig)
    … og enhver bedende begynder (med dette).
    (dernæst placerer man… under navlen): Det er sunna for mænd at binde hænderne under navlen, således at tommelfingeren og lillefingeren danner en cirkel om håndleddet, mens det for kvinder er sunna at placere hænderne, højre på venstre (på skrå), uden at binde dem, på brystet (Nur al-idah), idet man holder sine arme tæt ind til kroppen og det er anbefalet (mustahabb) for kvinder at placere deres hænder inde under deres tørklæde således at de ikke er synlige (Bahare shari‘at).
    (og enhver bedende begynder (med dette)) dvs. man reciterer denne lovprisning uanset om man leder bønnen som imam, beder som følger bag en imam eller beder alene for sig selv. Denne lovprisning, som kaldes thana’, reciteres desuden kun i den første enhed (rak‘a) i enhver obligatorisk og betonet sunna (mu’akkada) bøn, mens den også reciteres i den tredje enhed i enhver ubetonet sunna (ghayr-mu’akkada) og frivillig (nafl) bøn på fire enheder. (Maraqi al-falah).
  3. Dernæst læser man ta‘awwudh for sig selv, for at recitere (fra Koranen), og dette gælder enhver masbuq men ikke muqtadi, og man udsætter (recitationen af) dette indtil efter de ekstra takbirat i ‘id-bønnerne.
    (ta‘awwudh) er at recitere:
    »a‘udhu bi Llahi mina sh-shaytani r-rajim»
    (Jeg søger tilflugt hos Allah fra den fordømte Satan)
    … på arabisk. Dette reciteres kun i den første enhed (rak‘a) i enhver bøn som er obligatorisk (fard), nødvendig (wajib) eller betonet sunna (mu’akkada), mens det reciteres i hver anden enhed (rak‘a) i enhver frivillig bøn (nafl) og de sunna som er ubetonede (ghayr-mu’akkada) (Bahare shari‘at).
    (masbuq): en person der kommer for sent til forsamlingsbønnen og går glip af mindst en af bønnens enheder (raka‘at) og derfor må stå op og færdiggøre sin bøn når forsamlingen er færdig.
    (muqtadi): en person der beder bag en imam og har været med i forsamlingsbønnen fra starten eller er kommet før imamen har rejst sig fra at have bukket (ruku‘) i den første enhed.
    (ekstra takbirat i ‘id-bønnerne) i den første rak‘a. På de to ‘id-helligdage bedes nogle særlige bønner i forsamling, som består af to enheder (rak‘a), men med seks ekstra nødvendige (wajib) takbirat, tre i hver enhed: I den første enhed efter den indledende takbir, og i den anden enhed lige før man bukker (ruku‘). Begge ‘id-bønnerne er nødvendige (wajib) for den som fredagsbønnen (salat al-jumu‘a) er obligatorisk for (Nur al-idah).
  4. Dernæst læser man tasmiya for sig selv, og dette gør man kun i (begyndelsen af) hver rak‘a, før al-Fatiha.
    (tasmiya) er at recitere:
    »bismi Llahi r-rahmani r-rahim«
    (I Allahs navn, Den Nådefulde, Den Barmhjertige)
    … på arabisk. Dette reciterer man for sig selv (Nur al-idah), hvis man leder andre i bøn som imam eller hvis man beder alene, men ikke hvis man beder bag en imam, for da er imamens recitation nok for følgerne (Maraqi al-Falah).
  5. Dernæst reciterer man al-Fatiha, hvorefter både imamen og dem der beder bag ham siger »amin« for sig selv.
    (reciterer man): Recitation (qira’a) betyder at alle bogstavers lyde dannes ved de steder i munden (makharij) med de egenskaber (sifat) som tilkommer dem, således at hvert bogstavs lyd kan skelnes fra andre bogstaver i det arabiske alfabet. At recitere lavt eller inde i sig selv betyder at man læser akkurat så højt at man selv kan høre sin hvisken, hvis der er helt stille. Hvis man reciterer uden at ens læber bevæger sig og uden at man kan høre sin egen lyd, vil ens recitation, og dermed bøn, ikke være gyldig da dette ikke defineres som recitation (Bahare shari‘at).
    (al-Fatiha) er det første kapitel (sura) i Koranen, hvis navn kan oversættes til »Den der åbner,« eller »Åbneren,« oversættes ofte til »Åbningskapitlet«:
    »al-hamdu li Llahi rabbi l-‘alamin.
    ar-rahmani r-rahim.
    maliki yawmi d-din.
    iyyaka na‘budu wa iyyaka nasta‘in.
    ihdina s-sirata l-mustaqim.
    sirata l-ladhina an‘amta ‘alayhim, ghayri l-maghdubi ‘alayhim wa la d-dallin.
    «
    (Al lovprisning tilkommer Allah, Verdenernes Herre.
    Den Nådefulde, Den Barmhjertige.
    Dommedagens Hersker.
    Dig alene tilbeder vi, og hos Dig alene søger vi hjælp.
    Led os på den lige vej. Deres vej, som Du belønnede, ikke dem Du er vred på, ej heller de vildledte.)
    Recitation af al-Fatiha er nødvendig (wajib) i den obligatoriske bøns første to enheder (rak‘a), mens den (i en obligatorisk bøn på tre eller fire enheder) er sunna at recitere i de resterende, og derudover er den nødvendig at recitere i alle enheder, i enhver anden bøn; nødvendig, sunna eller frivillig (Nur al-idah).
    (amin) udtrykker en bøn til Allah om at acceptere det ytrede (Maraqi al-falah), og fremsiges især efter en bøn eller anråbelse af Allah (du‘a’).
  6. Dernæst reciterer man et kapitel (sura) eller tre (korte) vers.
    (et kapitel (sura) eller tre (korte) vers): dvs. man kan enten recitere tre korte vers eller et enkelt langt vers; dette er nødvendigt (Maraqi al-falah).
  7. Dernæst siger man takbir samtidigt med at man bukker og opnår ubevægelighed i kroppen, så hovedet er på niveau med ens bagdel, idet man tager fat i sine knæ, med fingrene spredt, og reciterer tasbih tre gange, og dette er dets minimum.
    (bukker): Dette er at man (som minimum) bøjer både sin ryg og hoved forover (således at ens hænder kan nå ned til ens knæ) (Maraqi al-falah).
    (ubevægelighed i kroppen) er at man for (mindst) en kort stund står helt stille og dette er nødvendigt (wajib) når man bukker (ruku‘), gør knæfald (sujud), står op fra at have bukket (qawma) og når man sidder mellem de to knæfald (jalsa), længe nok til at man – som absolut minimum – kan recitere »Subhana Llah« (Maraqi al-falah; Bahare shari‘at).
    (så hovedet er på niveau med… spredt): Dette er beskrivelsen på hvordan mænd bukker (ruku‘), mens forfatteren tidligere i sektionen om sunna-handlingerne har angivet at kvinder ikke spreder deres fingre (Nur al-idah), og endvidere gælder for kvinder at de kun lige bukker så langt ned at fingerspidserne når til knæene og uden at lægge vægten på dem (Maraqi al-falah; Bahare shari‘at).
    (tasbih) for at bukke (ruku‘) er:
    »subhana rabbiya l-‘azim«
    (Lovprist være min Herre, Den Storslåede)
    (og dette er dets minimum) for opfyldelsen af sunna, ikke for bønnens gyldighed, og det er foretrukket at recitere dette flere end tre gange, men at antallet forbliver et uligt tal. Hvis man beder bag en imam og han rejser sig før man er færdig, følger man imamen, og imamen bør af hensyn til folk kun recitere lovprisningen tre gange (Maraqi al-falah).
  8. Dernæst løfter man hovedet og opnår ubevægelighed, idet man siger:
    »sami‘a Llahu li man hamidah«
    (Allah hører enhver der lovpriser Ham)
    »rabbana laka l-hamd«
    (Vor Herre, Dig tilkommer al lovprisning)
    … om man er imam eller beder alene, mens den der beder bag imamen nøjes med det sidste.
    (rabbana laka l-hamd) er minimum for opfyldelsen af sunna, mens det mest ophøjede er at sige: »Allahumma Rabbana wa laka l-hamd« (Maraqi al-falah).
  9. Dernæst siger man takbir mens man går ned til knæfald (sujud), idet man placerer sine knæ på jorden, så hænder og så ansigtet, mellem sine hænder, og gør knæfald på sin næse og pande, idet man opnår ubevægelighed og siger tasbih tre gange, og dette er dets minimum. Hvis der ikke er trængsel, så holder man sin mave adskilt fra lårene, og overarmene adskilt fra armhulerne, idet man vender sine fingre og tæer imod bederetningen. Kvinder holder sig så lavt nede som muligt og holder maven tæt ind til lårene.
    (knæfald (sujud)) i vores definition er at otte kropsdele berører jorden: begge hænder, begge knæ, begge fødder, panden og næsen (Maraqi al-falah).
    (tasbih) for begge knæfald (sujud) er:
    »subhana rabbiya l-a‘la«
    (Lovprist være min Herre, Den mest Ophøjede)
    (og dette er dets minimum) for opfyldelsen af sunna, ikke for bønnens gyldighed, og det er foretrukket at recitere dette flere end tre gange, men at antallet forbliver et uligt tal. Hvis man beder bag en imam og han rejser sig før man er færdig, følger man imamen, og imamen bør af hensyn til folk kun recitere lovprisningen tre gange (Maraqi al-falah).
    (kvinder holder sig… til lårene), idet man holder armene tæt ind til siderne (Maraqi al-falah), og stikker fødderne ud i højre side.
  10. Så sidder man op således at man opnår ubevægelighed (idet man siger takbir), mellem de to knæfald, og placerer sine hænder på lårene.
    (så sidder man op) fra knæfald. Det er obligatorisk (fard) at man som minimum løfter hovedet op fra jorden, mens det nødvendige (wajib) er, at man opnår en stilling hvor man er tættere på at sidde end på at være i knæfald. Sunna er at man sidder helt op med ret ryg og sidder som beskrives senere under forklaringen af tashahhud.
    (placerer sine hænder på lårene) således at fingerspidserne kun lige når til knæene (Maraqi al-falah), uden at gå ud over og uden at bøje (Bahare shari‘at).
  11. Dernæst siger man takbir og gør knæfald således at man opnår ubevægelighed, hvor man reciterer tasbih tre gange, og holder sin mave adskilt fra sine lår og stikker sine overarme ud af.
    (stikker sine overarme ud af): Dette er for mænd, og kun hvis der ikke er trængsel. Begge knæfald er ens i udførelse, og for kvinders vedkommende udføres begge knæfald som angivet i punkt 9.
  12. Dernæst siger man takbir og løfter sit hoved for at rejse sig, uden at støtte sig til jorden med sine hænder og uden (først) at sætte sig.
    (uden at støtte sig til jorden) gælder for folk som er i stand til det, dvs. er uden dispensation (Maraqi al-falah).
    (uden (først) at sætte sig): dvs. når man skal stå op direkte efter det andet knæfald, løfter man først sit hoved, så hænder og så knæ, uden først at sætte sig ned og så stå op fra siddende stilling (Maraqi al-falah). Dette gælder for mænd, mens det for kvinder gælder at man først sætter sig op, retter sine ben ud og derefter står op, eftersom at kvinder sidder anderledes end mænd. En detaljeret forklaring af kvinders måde at sidde på kommer i punkt 14.
  13. Den anden enhed (rak‘a) er som den første, ud over at man ikke reciterer thana’ eller ta‘awwudh i den. Det er ikke sunna at løfte sine hænder, undtagen ved begyndelsen af hver bøn, ved takbir for qunut i witr, ved de ekstra takbirat i de to ‘id-bønner, når blikket falder på Kabaen, når man hilser den sorte sten, når man står på Safa og Marwa, ved opholdet i ‘Arafa og Muzdalifa dalene, ved den første og anden stenkastning og (for anråbelsen) efter recitation af tasbihat lige efter bønnen.
    (qunut i witr) er at anråbe Allah på et særligt tidspunkt i den nødvendige witr bøn. Selve anråbelsen (du‘a’) er i sig selv nødvendig (wajib) og dette kan opnås ved en hvilken som helst anråbelse, mens det at recitere den ordlyd der er kendt som du‘a’ al-qunut(Allahumma inna nasta‘inuka…) er sunna (Hashiyat ‘Abd al-Razzaq). Kan man ikke denne sunna ordlyd, kan man recitere en hvilken som helst anråbelse fra Koranen eller Hadith i dens sted (GM).
    (ekstra takbirat i de to ‘id-bønner) angiver de seks ekstra nødvendige takbirat som man udfører ud over de almindelige i de to ‘id-bønner (Maraqi al-falah), tre af dem i starten af første enhed (rak‘a) og tre af dem lige før man bukker (ruku‘) i anden enhed (Nur al-Idah).
    (når blikket falder på Kabaen) er det sunna at løfte hænderne op for anråbelse (du‘a’) for det er et sted hvor bønner bliver accepteret (Maraqi al-falah).
    (når man hilser den sorte sten) dvs. al-hajr al-aswad, som sidder i et af Kabaens hjørner, er det sunna at løfte hænderne op med håndfladerne vendt imod stenen (Maraqi al-falah).
    (når man står på Safa og Marwa): Disse er to bakker tæt på Kabaen. Et af ritualerne under pilgrimsfærden, navnlig Sa‘i, udføres ved at man går frem og tilbage syv gange mellem de to. Det er sunna, når man står på Safa og Marwa, at løfte hænderne højt op og anråbe Allah. (Maraqi al-falah).
    (‘Arafa og Muzdalifa dalene) er områder hvor man opholder sig som led i ritualerne for den større pilgrimsfærd (hajj). Det er også sunna at løfte hænderne højt op og anråbe Allah på disse steder (Maraqi al-falah).
    (første og anden stenkastning) er også en del af pilgrimsritualerne, og efter hver disse er det sunna at anråbe Allah (Maraqi al-falah). Men folk bør være opmærksomme på det voldsomme menneskemylder der er på dette sted, og ikke bare stoppe op for at opfylde denne sunna midt i det hele, og dermed risikere at blive løbet over ende af de millionvis af folk der samles for at udføre pilgrimsritualerne.
    (tasbihat lige efter bønnen): Når man bliver færdig med bønnen, er det sunna at søge Allahs tilgivelse (istighfar) tre gange, at recitere tronverset (ayat al-kursi), de tre sidste sura fra Koranen (al-Ikhlas, al-Falaq og al-Nas), og så at recitere og de nævne lovprisninger (tasbihat), og disse består i at sige Subhana Llah treogtredive gange, og det samme med al-hamdu li Llah og ligeledes Allahu Akbar, hvorefter man fuldender hundrede ved at sige: »la ilaha illa Llahu wahdahu la sharika lahu, lahu l-mulku wa lahu l-hamdu, wa huwa ‘ala kulli shay’in qadir« (Der er ingen gud undtagen Allah. Han er Én uden partnere, Hans er kongedømmet, Ham tilkommer al lovprisning, og Han har magt over alting). Efter dette, er det sunna at løfte hænderne op og anråbe Allah (Nur al-idah) og det er generelt sunna at løfte hænderne når man anråber Allah (Maraqi al-falah).
  14. Når man bliver færdig med de to sujud for den anden enhed, lægger man sin venstre fod fladt ned og sidder på den, mens man holder den højre fod oprejst, med tæerne pegende imod bederetningen. Hænderne placerer man på sine lår, med fingrene lettere adspredt. Som kvinde sidder man på sin bagdel, således at ens højre lår hviler på det venstre lår, mens begge fødderne stikker ud i højre side. Dernæst reciterer man tashahhud som overleveret fra Ibn Mas‘ud (Allah være tilfreds med ham), hvor man peger med højre hånds pegefinger, idet man løfter den ved negationen og lægger den ned igen ved bekræftelsen. I den første sidden (qa‘da) tilføjer man ikke til (recitationen af) tashahhud, som er:
    »at-tahiyyatu li Llahi wa s-salawatu wa t-tayyibat. as-salamu ‘alayka ayyuha n-nabiyyu wa rahmatu Llahi wa barakatuh. as-salamu ‘alayna wa ‘ala ‘ibadi Llahi s-salihin. ash-hadu al-la ilaha illa Llahu wa ash-hadu anna Muhammadan ‘abduhu wa rasuluh«
    (Alle lovprisninger, velsignelser og tilbedelser tilkommer Allah. Fredshilsener til dig, oh Profet, samt Allahs nåde og velsignelser. Fredshilsener til os og til Allahs retskafne tjenere. Jeg bevidner at, der er ingen gud, undtagen Allah og jeg bevidner at Muhammad er Hans tjener og sendebud.)
    (som kvinde sidder man… højre side): Dette er positionen som på arabisk kaldes tawarruk(Maraqi al-falah), og det er sunna for kvinder at sidde sådan i bønnen (Nur al-idah). Det er også sådan kvinder sidder mellem de to knæfald.
    (reciterer man tashahhud): Dette er nødvendigt (wajib).
    (peger med højre hånds pegefinger): Dette gøres ved at man laver en cirkel med sin tommelfinger og langfinger, og så peger med pegefingeren – uden at bevæge den op og ned, som nogle folk gør – hvorefter man igen retter fingrene ud så de alle peger imod bederetningen (Bahare shari‘at).
    (negationen) er når man siger »la ilaha« (der er ingen gud).
    (bekræftelsen) er når man siger »illa Llah« (undtagen Allah).
    (i den første sidden… tashahhud) fordi det er nødvendigt (wajib) så snart man er færdig med at recitere tashahhud at stå op til tredje enhed (rak‘a). Hvis man, i den første sidden (qa‘da) fortsætter med at recitere andre ting i det omfang at det udgør mere end tre ord (»Allahumma salli ‘ala«), vil det gøre forglemmelsens knæfald (sajda sahw) nødvendigt. Dette gælder i enhver bøn som er på mere end to enheder og som ikke er ubetonet sunna (ghayr-mu’akkada) og frivillig (nafl). Er bønnen kun på to enheder, vil ens sidden være den eneste og dermed også den sidste (qa‘da akhira), og i den tilføjer man til tashahhud idet man påkalder velsignelser over Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og anråber til sidst Allah.
  15. I de enheder (rak‘a) der kommer efter de to første, reciterer man al-Fatiha, hvorefter man (til sidst) sætter sig, og reciterer tashahhud, sender velsignelser på Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og så anråber (Allah) i ord som ligner Koranen og Sunna.
    (I de enheder (rak‘a)… al-Fatiha): Dette er sunna i enhver obligatorisk og betonet sunna (mu’akkada) bøn, mens det i den frivillige (nafl) og ubetonet sunna (ghayr-mu’akkada) er nødvendigt (wajib) at recitere al-Fatiha i alle enheder (rak‘a), dvs. selv de der kommer efter de første to (Nur al-idah).
    (sender velsignelser) i den ordlyd som er kendt som al-salat al-ibrahimiyya:
    »Allahumma salli ‘ala sayyidina Muhammadin wa ‘ala ali Muhammadin kama sallayta ‘ala sayyidina Ibrahima wa ‘ala ali sayyidina Ibrahima innaka Hamidun Majid. Allahumma barik ‘ala sayyidina Muhammadin wa ‘ala ali sayyidina Muhammadin kama barakta ‘ala sayyidina Ibrahima wa ‘ala ali sayyidina Ibrahima innaka Hamidun Majid«
    (Oh Allah send lovprisninger på vor Mester Muhammad, og på vor Mester Muhammads familie, som du sendte lovprisninger på vor Mester Ibrahim og på vor Mester Ibrahims familie, sandelig er Du Prisværdig, Forherliget. Oh Allah send velsignelser på vor Mester Muhammad, og på vor Mester Muhammads familie, som du sendte velsignelser på vor Mester Ibrahim og på vor Mester Ibrahims familie, sandelig er Du Prisværdig, Forherliget)
    … og dette er sunna (Bahare shari‘at). Hvad angår ordet »sayyidina« (vor mester) i ovennævnte ordlyd, så er dette anbefalet (mustahabb) at tilføje (Radd al-Muhtar). Der findes også andre overleveringer af al-salat al-ibrahimiyya med lidt varierende ordlyd og man kan recitere den man vil.
    (ord som ligner Koranen og Sunna): dvs. som enten er fra Koranen eller Profetens Sunna (Allahs fred og velsignelser være med ham) eller ligner deres ordlyd, og det er ikke tilladt at bede Allah om noget i bønnen, som man kan opnå fra andre mennesker (såsom verdslige genstande etc.) men man bør bede Allah om noget kun Han kan tildele én (såsom tilgivelse, vejledning på den rette vej, styrke til at følge islam etc.). Blandt de mest kendte og udbredte anråbelser fra sunna som reciteres i bønnen er eksempelvis denne (Maraqi al-falah):
    »Allahumma inni zalamtu nafsi zulman kathiran wa innahu la yaghfiru al-dhunuba illa anta, fa ghfirli maghfiratan min ‘indika wa r-hamni. Innaka anta l-ghafuru r-rahim«
    (Oh Allah, jeg har i sandhed begået stor uretfærdighed imod mig selv, og i sandhed tilgiver ingen synder undtagen Dig, så tildel mig Din tilgivelse og vær mig nådig. I sandhed er Du Den Tilgivende, Den Nådefulde)
  16. Dernæst hilser man til højre og venstre idet man siger:
    »as-salamu ‘alaykum wa rahmatu Llah«
    (Allahs fred og nåde være med jer)
    … med intention om (at hilse) dem som er med én, som angivet tidligere.
    (hilser man) med fred (salam), idet man først vender hovedet (til højre) og så til (venstre), således at blikket hviler på ens skuldre i begge sider (Maraqi al-falah).
    (intention om… med én) af mennesker, engle og jinn, (som angivet tidligere) et andet sted i Nur al-idah.
Offentliggjort: 23. maj 2008

Copyright © 2002-2017 Islamisk.dk — Alle rettigheder forbeholdes. Gengivelse er kun tilladt sålænge materialet ikke er blevet redigeret og kildeangivelse tydeligt fremgår. For yderligere information, kontakt da Islamisk.dk.