Barmhjertighed: Skabelsens kendemærke

Af Dr. Umar Faruq Abd-Allah
Dansk oversættelse © Islamisk.dk / Muhammad Abdur-Rahman Westberg 2006
Den eksplicitte forbindelse mellem det arabiske ord islam, bogstaveligt »træde ind i fred,« og salam, »fred« eller »perfekt fred,« er ofte blevet fremhævet på det seneste. Det er primært på grund af denne etymologiske forbindelse, at mange muslimer og andre fremsætter påstanden om, at islam er fredens religion, ligesom kristendommen sædvanligvis bliver kaldt kærlighedens religion. Hvad for så vidt angår tro og historie, er muslimer bestemt ikke mindre berettiget til at sidestille islam med fred, end kristne er til at identificere deres tro med kærlighed. Fra et teologisk perspektiv ville det dog være mere præcist at beskrive islam som barmhjertighedens religion. Islamisk åbenbaring udpeger Profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham) som »barmhjertighedens profet«, og islams skriftlige kilder betoner at barmhjertighed—over andre Guddommelige egenskaber—er Guds kendemærke i skabelsen og udgør Hans primære relation til verden fra dens begyndelse og hele vejen igennem uendeligheden, i denne verden og i den næste. Islam pålægger sine følgere at være barmhjertige over for sig selv, andre og hele skabelsen ved at lære dem en karmalignende lov om universal gensidighed, hvorved Gud udviser barmhjertighed over for de barmhjertige og tilbageholder den fra dem, som holder den tilbage fra andre.
Profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde:
»Folk som udviser barmhjertighed over for andre vil blive vist barmhjertighed af den alt-Barmhjertige. Vær barmhjertig over for dem på Jorden, og Han som er i Himlen vil være barmhjertig over for dig.«[1]
Fordi disse ord er indbegrebet af islams fundamentale etos, blev de kaldt »den vigtigste beretning,« og den udgjorde for generationer af klassiske muslimske lærere den første tekst, som mange af dem videregav til deres elever og krævede, at de lærte udenad med dens fulde kæde af berettere tilbage til Profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham).[2]

Gud: Den alt-Barmhjertige

På arabisk kaldes Gud ved mange navne, men Hans primære og smukkeste navn, der omfavner alle andre, er Allah (Gud, den sande Gud). Allah er afledt af den samme semitiske rod som det bibelske Elohim (Gud) og Moses og hebraiske profeters (fred være med dem) Gud ha-Elôh (den sande Gud) eller Jesus og Johannes Døberens (fred være med dem) Gud, det aramæiske Alaha (Gud, den sande Gud). Frasen »I Guds, Den alt-Barmhjertige, Den Nådefulde navn« (bi-smi Llahi r-Raḥmani r-Raḥim), optræder et hundrede og fjorten gange i Koranen (al-Qur’an)—islams hellige bog—én enkelt gang ved begyndelsen af alle kapitler, undtagen et, og to gange i et andet kapitel. Frasen er central for islamiske ritualer. I islam kan Den alt-Barmhjertige (al-Rahman) og Den Nådefulde (al-Rahim) siges at være de største af Guds navne efter Allah. Af alle Hans navne er disse de bedst beskrivende af Hans relation til verden og understreger Hans vilje historisk og gennem evigheden til at frelse og gavne skabelsen og ultimativt bevirke det godes sejr over det onde.
Koranen angiver: »Det er Den alt-Barmhjertige, som påtager Sig Tronen,«[3] hvilket vil sige, at Gud designer verden og hersker over universet i Sin egenskab som Den alt-Barmhjertige. Som følge deraf er barmhjertighed skabelsens kende-mærke og den ontologiske[4] tråd, der løber igennem alt. Alt hvad der sker—selv verdslig berøvelse, skade, og ondt—vil, på rette tid, falde under rubrikken kosmisk barmhjertighed. En islamisk ekspert hævdede, at: »Hvis Gud i stedet havde åbenbaret, at »Den Overvældende (al-Jabbar) [et andet af Guds nioghalvfems ophøjede navne] havde påtaget sig tronen,« ville skabelsen smelte.« Et andet vers lyder: »Gud bestemte barmhjertighed Sig Selv,«[5]; igen understreges det, at barmhjertighed er en universel lov (sunna), kosmossets dominerede tema og det fundamentale formål med den skabende handling. To profetiske beretninger afslører Gud Som sigende: »Min barmhjertighed har overvundet min vrede« og i den anden: »Min barmhjertighed går forud for min vrede.«[6] Fordi vi lever i et univers, der bærer barmhjertighedens aftryk, gennemsyrer harmoni og skønhed alt: »Vor Herre, Du har omfavnet alting i barmhjertighed og viden.«[7] I dette vers, er barmhjertighed—der teknisk set er en handlingsegenskab—givet præference over viden—en essensegenskab—idet barmhjertig-hedens dominans igen fremhæves i den universelle plan.

Barmhjertighedens Profet (Guds fred og velsignelser være med ham)

Ifølge islamisk åbenbaring var Profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham) den sidste og største af Guds sendebude. Han opfyldte de bibelske og ekstra-bibelske profeters arv og bekræftede Abrahams, Moses’ og Jesu (fred være med dem) lære. Som den alt-Barmhjertiges vigtigste udsending, blev han passende kaldt »barmhjertighedens profet« (nabi al-rahma). Koranen siger om ham (Guds fred og velsignelser være med ham): »Vi sendte dig ikke som andet end en (særlig) barmhjertighed til alle verdenerne.«[8] Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) erklærede: »I sandhed, blev jeg ikke sendt for at nedbringe forbandelser; jeg blev kun sendt som en særlig barmhjertighed.«[9]
Som på dansk, er »barmhjertighed« på arabisk forbundet med medlidenhed og tæt sammenkædet med tilgivelse og benådning. Teologisk set definerer islamisk tradition barmhjertighed som hensigten om at bringe godt til andre og være til gavn for dem. Som sådan indebærer det at være barmhjertig ønsket om at afværge og forhindre ondt og skade. Når barmhjertighed forbindes med tilgivelses- og benådningshandlinger, er barmhjertighed tilbagevirkende og finder sted efter »kendsgerningen«. Men eftersom den relaterer sig til ønsket om at bringe godt eller afværge ondt, så antager barmhjertighed en simpel og proaktiv dimension, der ofte er før kendsgerningen, og tilkendegiver en fremsynet kvalitet, der bestræber sig på at gøre tingene gode, glemme fortiden, og fremelske nye begyndelser, hvor godhed og gavn kan trives.
Den proaktive barmhjertigheds tråd løb igennem det stof, Profetens (Guds fred og velsignelser være med ham) liv bestod af, og var nøglen til hans fænomenale, hårdt tjente, og varige succes. Hans følgeres loyalitet og kærlighed og den ærefrygt og respekt, han fremkaldte blandt sine fjender, var frugten af et sådant storsind. Han sagde: »Den af jer, der er tættest på mig på Dommens Dag, vil være den af jer med den bedste karakter.«
Profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham) lavede sjov med børn, havde en godhjertet humor overfor voksne og gav endda sine følgere venlige kælenavne. Han besøgte de syge, forhørte sig om folks trivsel, uanset om de var hans naboer, venner, følgere, eller selv dem der ikke troede på ham. Han var en varm tilhænger af lighedsprincippet og delte alt med dem omkring sig, inklusiv deres fattigdom. Han var altid villig til at tilgive, og revsede sjældent dem, som ikke troede på ham. Han begrænsede ikke sin barmhjertighed til hans følgere. En dag i Medina, sad han med sine Ledsagere, som senere berettede: »Et begravelsesoptog passerede forbi os, og Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) rejste sig op, så vi rejste os op, fordi han gjorde. Så sagde vi: »Oh Guds Sendebud, det er bare en jødes begravelsesoptog«. Hans svarede: »Var han ikke et menneske?«[10]
Som Moses (fred være med ham) og andre bibelske profeter tog Profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham) del i kamp. Han var sejrrig, men ikke en »verdenserobrer.« Selvom han deltog i krig, så førte han fred, og hans tilbøjelighed til amnesti og diplomatiske løsninger er umiskendelig. Frem for alt var det hans permanente barmhjertige attitude, der til syvende og sidst gjorde ham i stand til, for første gang i historien, at stifte en pax islamica på den arabiske halvø. Den samme attitude kombineret med fabelagtig statsmandskunst gjorde ham ikke bare i stand til at redde Medina—som havde inviteret ham med netop det formål—fra generationer af borgerkrig mellem dens stridende klaner, men til at skabe en ø af stabilitet i et hav af kaos og så udvide den ø indtil den dækkede havet.
Antallet, der døde i Profetens (Guds fred og velsignelser være med ham) slag, var relativt lille, og talte, ifølge nogle skøn, omkring to hundrede på begge sider. Han fastlagde regler for kamphandlinger og rammer for krig, som blev en central del af islamisk lov, der forbød drab på civile befolkninger, den hensynsløse ødelæggelse af jord og husdyrhold og brugen af ild, oversvømmelser og gifte, der dræber vilkårligt.
Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) troede folk på deres ord og tilgav dem nemt. Han nærede intet ønske om hævn og afviste de hedenske skikke med blodfejder og hævn. Der var intet tankeløst eller fanatisk ved hans fromhed. Han var aldrig uforsonlig eller fastbesluttet på krig. Mænd som havde været regnet blandt hans mest nådesløse og uforsonlige fjender—som Abu Sufyan ibn Harb, ‘Ikrima ibn Abu Jahl, og Safwan ibn Umayya—endte med ikke bare at acceptere og følge Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham), men viede heroisk dem selv, i de sidste år af deres liv, til hans mission med en inderlighed, der overgik det fjendskab, der havde drevet dem før.
Selv midt i bitter krig, hældede Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) mod fredelige løsninger. Hudaybiyya våbenhvilen illustrerede denne ånd og hans ønske om sine fjenders ultimative velfærd, i dette tilfælde hedningene i Mekka. Den blev indgået på et tidspunkt, hvor muslimernes styrke var ved at nå et højdepunkt og Profetens (Guds fred og velsignelser være med ham) hedenske modstandere—hvis styrke nu var uigenkaldeligt faldende—var sårbare og let kunne være blevet knust nådesløst. Alligevel accepterede Profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham) uden tøven forsonende indrømmelser, som til at begynde med virkede så ydmygende, at de bragte hans følgere i vildrede.
Den koranske åbenbaring udråbte våbenhvilen til at være en »klar sejr«, og inden for uger stod det klart, at den havde gjort det muligt at vinde hjerterne hos Profetens (Guds fred og velsignelser være med ham) grummeste fjender og at åbne dørene for forsoning, der i årevis havde været hårdnakket lukket.
Da tiden var inde, »erobrede« Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) Mekka fredeligt. Da han nærmede sig byen med den største hær, som nogensinde var blevet samlet på den arabiske halvø indtil da, opdagede han en vild hund i vejsiden, som plejede sit kuld, og placerede en af sine Ledsagere, Ju‘ayl al-Damari, til at stå vagt nær hende, så hele kontingentet kunne passere forbi uden at forstyrre hende eller hvalpene.
Efter år af bitter konflikt, var nogle af Profetens (Guds fred og velsignelser være med ham) Ledsagere—i henhold til oldtidens Arabiens hævnkodeks—sikre på, at dagen de indtog Mekka vil blive hævnens time. En af Medinas stammeledere, Sa‘d ibn ‘Ubada, bemærkede Abu Sufyan ibn Harb, tidligere leder af det hedenske Mekka, idet han stod tæt på Profeten og fortalte ildevarslende Abu Sufyan: »Dette vil være en blodbadets dag.« Sa‘d bar stolt på sit stamme-banner. Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) tog det fra ham, og overrakte det til Sa‘ds søn, og erklærede: »Hvad Sa‘d har sagt er forkert. Nej, det vil være dagen, hvor Gud forherliger sit Hus (Abrahams (fred være med ham) tempel i Mekka) og dekorerer det med et nyt dække«.
Uanset målestok var det en barmhjertigheds dag. I Mekka samlede Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) sine tidligere fjender ved Abrahams Hus og spurgte dem: »Hvad tror I, jeg skal til at gøre med jer?« De svarede: »Du er en storsindet bror, sønnen af en storsindet bror.« Han (Guds fred og velsignelser være med ham) svarede: »Gå til jeres huse. I er blevet sat fri.« Det var denne barmhjertige og tilgivende natur, der endeligt etablerede Profetens (Guds fred og velsignelser være med ham) autoritet i Mekka, efter den fredelige erobring, og fremmede gensidig forståelse og stiftede nye bånd. I sidste ende var det frem for alt denne proaktive barmhjertighed, der betød afgudsdyrkelsens og hedenskabens død i Mekka og overalt i Arabien og forberedte vejen for islams uforlignelige succes i verdenen ud over.

Påbuddet om at være nådig

I efterligning af Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) forventes muslimer at være barmhjertige, at gøre godt og at forsøge at være til gavn for andre—alle andre—ikke at ønske at skade dem eller frydes over det dårlige, som rammer dem. Sandelig befordrer »den vigtigste beretning« en doktrin om universel, altomfavnende barmhjertighed. Kommentatorer fremhæver denne pointe og præciserer, at den barmhjertighed, muslimer er beordret til at udvise, ikke er begrænset til dem selv eller de retskafne blandt dem. Den omfavner alle mennesker: jøder, kristne, de troende og de ikke-troende, de retskafne og de umoralske, og den går udover den menneskelige familie og inkluderer både det levende og døde: fugle og dyr, selv planter og træer. På dansk plejer, »vær barmhjertig over dem på Jord« at hentyde til mennesker. Det arabiske ord »man«, her oversat som »dem,« er bredt og omfavnende. Dets primære reference er til rationelle væsener, men dets sekundære reference inkluderer også ikke-rationelle væsener: dyr, planter, og, ved udvidelse, det, der kaldes miljøet.
Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) fortalte en anekdote om en syndig mand, der led af tørst på en tyngende varm dag, og som kom forbi en brønd. Han gik ned i den (Mellemøstlige brønde er ofte åbne og med dybe, bugtende trapper), tappede vand, og drak.[11] Da han kom op igen, bemærkede han en hund, gispende af tørst, som spiste mudderet omkring brønden for fugt. Manden sagde til sig selv: »Denne hund lider af tørst ligesom jeg gjorde.« Han gik ned i brønden endnu en gang, fyldte sin sko med vand, og lod hunden drikke. Gud elskede mandens humane handling, viste ham barmhjertighed, og tilgav ham alle hans synder. Da Profeten Muhammads (Guds fred og velsignelser være med ham) Ledsagere hørte historien, spurgte de: »Oh Guds Sendebud, vil vi blive belønnet for at være gode mod dyr?« Han svarede: »Ja, der er belønning i at være god mod ethvert levende væsen.« I en anden beretning understreger Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) grusomheden ved ubarmhjertig opførsel i Guds øjne og fortalte om en kvinde, som blev fordømt til helvede, fordi hun med vilje sultede en kat ihjel.
Barmhjertighed begynder med individet, ved at tage sig af selvet fysisk, følelsesmæssigt og spirituelt, og inkluderer træning og diæt, det at tage uddannelse, og at holde ordentlig selskab. Det betyder også, at man har en god mening om sig selv—uden at være arrogant eller blind overfor sine fejl—og lever i konstant forventning om Guds hjælp og barmhjertighed sammen med andre naturlige følger af islamisk opførsel såsom det kategoriske forbud mod selvmord og fortvivlelse. Fra de individuelle, koncentriske ringe af barmhjertighed strækker den sig ud af, og medtager forældre, ægtefælle, børn, familie, naboer, samfund og verden. En del af det at være barmhjertig over for andre er at have en god mening om dem, forsvare deres gode navn, og gøre det, der gør deres liv bedre og forhindrer skade.
Koranen ser på ægteskabeligt liv som det vigtigste center for barmhjertighed, og priser som følge deraf ægteskabets institution som et af skabelsens vidundere og vigtigste beviser for Gud efter skabelsen af Himlene og Jorden og af selve menneskeheden. Ægteskab er ikke bare menneskehedens grundlæggende indstilling, der manifesterer den Guddommelige skabelses biologiske kontinuitet, men udgør kærlighedens primære sociale kerne: »Og blandt Hans tegn er, at Han skabte for jer mager fra blandt jer selv, for at I kan finde hvile (og fred) hos dem, og Han skabte mellem jer hengivenhed og barmhjertighed: sandelig er der i det tegn for folk, der reflekterer.«[12]
De arabiske ord for »hengivenhed« og »barmhjertighed« i verset er »mawadda« og »rahma«. Ægteskabelig »barmhjertighed« betyder, at både mand og kone forsøger at gøre hinanden glade og ønsker det, der er godt, velbringende, og gavnligt for hinanden. Det indebærer, at hver ægtefælle behandler den anden ærefuldt og at ingen af dem er tilfreds med ondskab eller overlast som den andens lod.
Mawadda—oversat ovenfor som »hengivenhed« men oftere som »kærlighed«—går forud for raḥma i verset, hvilket indirekte viser, at kærlighed er barmhjertigheds spirituelle fundament. Mens arabisk har mange ord for kærlighed, repræsenterer mawadda en speciel type. Et af Guds ni-og-halvfems primære navne på arabisk—al-Wadud, »Den Elskende«—er afledt af den samme lingvistiske rod. Mawadda referer ikke til fysisk kærlighed, men til en aktiv, følelsesladet kærlighed, der er direkte og personlig, og som involverer hengiven omsorg og varende opmærksomhed på andres behov. Med hensyn til Gud, al-Wadud (»Den Elskende«), refererer mawadda til Hans skæbnebestemte omsorg for skabelsen og den personlige belønning og beskyttelse, Han giver dem, Han elsker. Med hensyn til menneskelig interaktion, både i en generel og i en ægteskabelig kontekst—som i det ovenstående citerede vers—refererer mawadda til kærlig engagement i en andens liv, ikke bare gennem omsorg eller opmærksomhed på dens person velvære, men også gennem personlig loyalitet, emotionel støtte, god rådgivning, og en generel hensyntagen for den persons interesser.

Loven om universel gensidighed

Som diskuteret i begyndelsen af dette essay og som de ovennævnte beretninger angående venlighed overfor dyr indikerer, så er barmhjertighed—Guds signatur i skabelsen—forbundet til en lov om universel gensidighed: Barmhjertighed vil blive vist overfor de barmhjertige, og den vil blive holdt tilbage fra de ubarmhjertige. Den positive side af denne universelle lov, som afspejles i ordene fra »den bedste beretning«: »Vær barmhjertig over for dem på Jorden, og Han som er i Himlen vil være barmhjertig overfor dig,« er en lektie, der ofte gentages i de islamiske skrifter. Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) fortalte: »I sandhed viser Gud kun barmhjertighed over for de af Sine tjenere, som selv er barmhjertige.«[13]
Her klarlægges den gensidige side af loven om barmhjertighed. Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde andet steds: »Den, der ikke udviser barmhjertighed, vil ikke blive vil vist nogen barmhjertighed.«[14] I de samme autoritative samlinger, finder vi: »Gud vil ikke vise nogen barmhjertighed over for dem, som ikke udviser nogen barmhjertighed over for menneskeheden.«[15] Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) advarede sit folk: »Barmhjertighed fjernes kun fra de fordømte,«[16] som indikerer, at barmhjertighed er den menneskelige sjæls naturlige tilstand og kun fjernes og udskiftes med nådeløshed i folk med følelseskolde, unaturlige hjerter, som ikke længere kan modtage den. Et hjerte, som ikke længere har kapaciteten til at føle barmhjertighed kan ikke blive en beholder af frelse eller sand tro; at blive skånselsløs og blottet for medfølelse er at bære den Guddommelige vredes mærke og fordømmelsens brændemærke, og er et sikkert tegn på en ond slutning.
Således repræsenterer gensidigheden iboende i den universelle lov om barmhjertighed en anden dimension: Det faktum, at barmhjertighed er forbundet med tro og åbner frelsens døre, mens ubarmhjertighed er forbundet med forkastelsen af Gud og inviterer fortabelse. Klassiske kommentatorer forklarer, at barmhjertighed udspringer fra et sundt hjerte, et der er levende spirituelt og passende for oprigtig tro. Fuldstændig mangel på barmhjertighed afspejler, på den anden side, et hjerte, der spirituelt set er dødt. Konsekvenserne er omfattende: Barmhjertighed og sand tro bor ikke sammen i hjerter, hvor had og den komplette negligering af andre regerer.

Konklusion

Befalingen om at være barmhjertig—at være til gavn for verden og afværge skade—må ligge bag en muslims forståelse af virkelighed og attitude overfor samfundet. Meningen med islam var ikke at skabe et udvalgt folk, som stiller eksklusive krav for dem selv, mens de ser ned på resten af menneskeheden som et hav af urørlige eller at se den levende og livløse verden omkring dem som marker klar til hensynsløs udnyttelse. Hvor end muslimer befinder sig, er de kaldt til at være aktivt og positivt engagerede som avantgarde for barmhjertighed, velfærd og andres velbefindende.
Islams kald til barmhjertighed bør ikke gøre muslimer ude af stand til at træffe et klogt og velovervejet svar på overtrædelse, undertrykkelse eller uretfærdighed, som nogle gange kun kan standses ved magt. Islam er ikke en pacifistisk religion, selvom den beordrer dens følgere til at hælde mod barmhjertige løsninger og søge fred, altid indenfor værdige grænser og ordentlige rammer i tråd med islams altoverskyggende doktrin om barmhjertighed. I en tro som islam, der fortæller, at en person kan blive fordømt til helvede for at sulte en kat, behøves det ikke siges, at skånselsløse barbariske handlinger må afvises og aldrig kan gives den religiøse ukrænkeligheds aura. Det ubarmhjertige hjerte hører til blandt de fordømte, mens det sunde hjerte instinktivt er humant og forstår uvurderligheden af barmhjertighed. Det er til folk, som ikke er »beskadiget gods« men menneskeligt intakt og spirituelt levende, at Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) rettede sin formaning: »Tag en kvalificeret vurdering (bogstaveligt, fatwa) fra dit hjerte. Hvad der er godt beroliger dig selv og dit hjerte. Hvad der er forkert er aldrig helt acceptabelt for dig selv og vakler i dit hjerte, selv hvis folk giver dig en anden vurdering (fatwa) og bliver ved med at give den til dig.«[17]

Noter

[1] »al-Rahimina yarhamuhumu l-rahmanu: irhamu man fi al-‘ardi yarhamkum man fi s-sama’.« Denne beretning er overleveret i al-Tirmidhis samling og er klassificeret som sahih (autoritativ).
[2] På arabisk kaldes den al-hadith al-musalsal bi al-awwaliyya, bogstaveligt: »Overlevering med en overlegen kontinuerlig kæde,« underforstået at i hver generation, har mestre berettet den til deres elever i en ubrudt kæde, hvori hver beretter hørte den først fra den tidligere lærer.
[3] »al-Rahmanu ‘ala al-‘arshi stawa« (al-Qur’an 20:5).
[4] [Oversætterens tilføjelse:] Ontologi: læren om tilværelsens inderste væsen og almene principper.
[5] »Kataba ‘ala nafsihi r-rahma« (al-Qur’an 6:12).
[6] Begge overleveringer er i al-Bukhari og Muslim, islams mest nøje autentificerede hadith-samlinger. Den første beretning lyder: »Ghalabat rahmati ghahabi,« og den anden erklærer: »Sabaqat rahmati ghadabi
[7] »Rabbana wasi‘ta kulla shay’in rahmatan wa ‘ilman« (al-Qur’an 40:7).
[8] »Wa ma arsalnaka illa rahmatan li l-‘alamin« (al-Qur’an 21:71). Rahma her og andets sted kan oversættes som »særlig barmhjertighed« på grund af den uendelige form, underforstået at den er større, end den barmhjertighed vi almindeligvis kender.
[9] Denne beretning er autoritativt berettet i Muslim og lyder: »Inni lam ub‘ath la‘‘anan wa innama bu‘ithtu rahmatan
[10] Denne beretning er i både al-Bukhari og Muslim.
[11] Denne beretning er i al-Bukhari.
[12] al-Qur’an 30:21.
[13] al-Bukhari og Muslim. Teksten lyder: »Wa innama yarhamu Llahu min ‘ibadihi r-ruhama’
[14] al-Bukhari og Muslim: »Man la yarham la yurham
[15] »La yarhamu Llahu man la yarhamu n-nas
[16] »La tunza‘u r-rahmatu illa min shaqi.« Denne beretning er fundet i al-Tirmidhi og er klassificeret som »god« (hasan) i isolation, men stærk i konjunktion med lignende højt autentificerede beretninger, som dem citeret ovenover.
[17] »Istafti qalbaka: al-birru ma tma’annat ilayhi n-nafsu wa tma’anna ilayhi l-qalb. Wa l-ithmu ma haka fi n-nafsi wa taradda fi s-sadri, wa in aftaka n-nasu wa aftawk.« Denne beretning er overleveret af Ahmad, al-Tabarani, og al-Darimi og, er efter klassiske standarder, generelt vurderet som »god« (hasan), selvom nogle kategoriser den som »autoritativ« (sahih).
Kilde: Nawawi.org
Offentliggjort: 10. september 2006

Copyright © 2002-2018 Islamisk.dk — Alle rettigheder forbeholdes. Gengivelse er kun tilladt sålænge materialet ikke er blevet redigeret og kildeangivelse tydeligt fremgår. For yderligere information, kontakt da Islamisk.dk.