Etiketten vedrørende den hellige Koran

Nogle folk med Salafi-overbevisningen mener, at det er tilladt at berøre den hellige Koran, når man ikke er i en tilstand af rituel renhed (tahara). Som vi vil se, er dette synspunkt i modstrid med de rigtige Salaf al-Salihuns praksis.

Det er ulovligt (haram) for nogen, der ikke er i en tilstand af rituel renhed (tahara) at bære en Koran, selv med en strop eller i en æske, eller at berøre den, om det er dens tekst, mellemrummene mellem linjerne, dens margen, indbinding, stroppen til at bære den og som den er vedhæftet, eller tasken eller æsken, den er opbevaret i.

Det synspunkt der er udtrykt i Fiqh al-Sunnah, at det er tilladt at berøre Koranen uden den rituelle afvaskning, er et afvigende (shadh) synspunkt, stik imod alle de fire skoler indenfor lov (fiqh), dvs. Hanafi, Maliki, Shafi‘i og Hanbali, og det er forbudt at lære andre (undtagen for at forklare at det er afvigende).

Det er tilladt [i: uden den rituelle urenhed] at bære på bøger om Hellig Lov (Shari‘a), hadith eller Koransk eksegese (tafsir), forudsat at størstedelen af deres tekst ikke er Koranvers.

Man bør ikke bruge spyt på sine fingre for at bladre i Koranen.

Hvis man frygter, at en Koran vil blive brændt, blive gennemblødt, at en ikke-muslim vil berøre

den eller at den vil komme i kontakt med noget snavs [i: eller andet som vil krænke dens hellighed], så må man tage den op, hvis der ikke er et sikkert sted for den, selv hvis man ikke er i en tilstand af rituel renhed, eller hvis man er i en tilstand, hvor det rituelle bad er obligatorisk for én, mens det dog er nødvendigt (wajib) at udføre den tørre renselse (tayammum) hvis det er muligt.

Det er ulovligt (haram) at anvende Koranen eller enhver anden bog med islamisk viden som pude.

Imam Muhammad ibn Ahmad al-Qurtubi siger i [i: sit eksegeseværk] Jami‘ li-ahkam al-Qur’an:

Det er af Koranens ukrænkelighed:

1. ikke at berøre Koranen, medmindre man er i en tilstand af rituel renhed, og at man reciterer den i en tilstand af rituel renhed;
2. at børste sine tænder med en tandbørste (siwak), fjerne madrester fra mellem tænderne og at opfriske éns mund, før man reciterer, eftersom at det er denne vej, hvorigennem Koranen [i: dvs. recitationen af den] passerer;
3. at sidde med ret ryg, hvis man ikke er i bøn, og ikke at læne sig tilbage;
4. at klæde sig pænt på til recitationen, som hvis man skulle besøge en prins, for recitatoren er involveret i en intim samtale [i: med sin Herre];
5. at vende ansigtet mod bederetningen (qibla), for at recitere;
6. at skylle munden med vand, hvis man hoster slim eller flegma op;
7. at stoppe med recitationen når man gaber, for når man reciterer, henvender man sig til ens Herre i en intim samtale, mens det at gabe er fra djævlen (Shaytan);
8. at søge tilflugt hos Allah fra den fordømte djævel og fremsige basmala [i: Bismillahi r-Rahmani r-Rahim], uanset om man er begyndt med det første kapitel (sura) eller en anden del, man er nået til;
9. når man er begyndt, ikke at afbryde sin recitation med menneskelige ord hele tiden, medmindre det er af nødvendighed;
10. at være alene når man skal recitere den, således at ingen afbryder én og får én til at blande Koranens ord med sine svar, for dette ophæver effekten af at have søgt tilflugt hos Allah fra djævlen i begyndelsen;
11. at recitere den roligt og uden hast, idet man tydeligt udtaler hvert bogstav;
12. at bruge sit sind og sin forståelse til at forstå, hvad man bliver henvendt med;
13. at holde pause ved vers, der lover Allahs gunst, for at længes efter Allah Den mest Ophøjede og bede om Hans belønning; og ved vers, der advarer om Allahs straf, for at bede Ham om at redde én fra den;
14. at pause ved beskrivelser af forgangne folk og individer, for at rette sig efter og drage nytte af deres eksempler;
15. at finde frem til betydningen af Koranens usædvanlige stil;
16. at give hvert bogstav hvad der tilkommer det for dermed klart og fuldt ud at udtale hvert ord, for hvert ord tæller for ti gode gerninger;
17. at bære vidnesbyrd om sin Herres sandfærdighed og at Hans Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) har leveret sit budskab, når man end afslutter sin recitation, og at bevidne dette ved at sige: »Vor Herre, Du har talt sandt, Dine sendebude har leveret deres tidender og vi bevidner dette. Oh Allah, gør os til dem, der bærer vidnesbyrd om sandheden, og som handler med retfærdighed,« efter hvilket man bønfalder Allah med bønner;
18. ikke kun at udvælge visse vers fra hvert kapitel (sura) til at recitere, men snarere at recitere hele kapitlet;
19. at efterlade Koranen åbnet, hvis man lægger den fra sig;
20. ikke at lægge andre bøger ovenpå Koranen, således at den altid ligger højest, uanset om det er bøger med hellig lærdom eller andet;
21. når man reciterer, at placere Koranen på sit skød eller på en genstand der ligger foran én, og ikke på gulvet;
22. ikke at slette den med spyt fra en tavle, men i stedet vaske den væk med vand; og hvis man vasker den med vand, at undgå at smide vandet, hvor der er urenheder (najasat) eller hvor folk går. Sådant vand har sin egen ukrænkelighed, og der var dem blandt de tidlige muslimer før os (Salaf), der brugte vand, der blev brugt til at fjerne Koranens tekst, til at søge helbredelse ved den;
23. ikke at bruge ark, hvorpå den er blevet skrevet, som betræk for bøger, hvilket er ekstremt uforskammet, men snarere at slette Koranen fra dem med vand;
24. ikke at lade en eneste dag gå forbi, uden mindst én gang at se på Koranens sider;
25. at lade sine øjne få deres del af at se på den, for øjnene leder til sjælen (nafs), mens der er et slør mellem hjertet og sjælen, og Koranen er i hjertet. Når man reciterer fra memoration,  er det kun ørerne der hører den og bringer den til sjælen, mens hvis man [i: også] ser på den, deltager både øjnene og ørerne i udførelsen, og dette er en mere fuldendt fuldbyrdelse (af handlingen), hvor øjnene såvel som ørerne får hvad der tilkommer dem;
26. ikke ligegyldigt at citere fra Koranen ved hverdagshændelser, som ved nogens ankomst, eksempelvis at sige: »Du er kommet hertil i henhold til en bestemmelse, Oh Moses« (al-Qur’an, 20:40) eller »Spis og drik hjerteligt, for hvad I har gjort før i tiden, i svundne dage« (al-Qur’an, 69:24), når mad bliver serveret, og lignende.
27. ikke at recitere den til sangmelodier som de korrupte folks, eller med de kristnes skælvende toner eller munkenes jammer og klagesang, for alle disse [i: måder at recitere på] er vildledelse;
28. når man skriver Koranens tekst, at gøre det i en tydelig og elegant håndskrift;
29. ikke at recitere højt over en andens recitation af den, som for at ødelægge det for ham eller få ham til ikke at bryde sig om det han hører, og få det til at virke som om det er en slags konkurrence;
30. ikke at recitere den på markedspladser, steder hvor der er larm og fjolleri, eller hvor tåbelige folk samles;
31. ikke at bruge Koranen som en pude eller at læne sig op ad den;
32. ikke at kaste med den, når man vil give den til en anden;
33. ikke at lave en miniature-udgave af Koranen, blande noget i den som ikke er af den, eller blande verdslig udsmykning med den, og ikke at dekorere eller skrive den med guld;
34. ikke at skrive den på jorden eller på vægge, som det bliver gjort i nye moskéer;
35. ikke at skrive en amulet (ta‘awidh) med den og så gå ind på toilettet med den, medmindre den er anbragt i et overtræk af læder, sølv eller andet, for så er det som at have den i hjertet;
36. hvis man skriver den og så drikker den (for helbredelse eller andre formål), at man siger basmala ved hvert åndedræt og gøre en storslået og værdig intention, for Allah giver kun i henhold til ens intention;
37. og hvis man færdiggør recitationen af hele Koranen, at påbegynde den på ny, så den ikke ligner noget, der er blevet forladt (Sammenfattet fra Jami‘ li ahkam al-Qur’an, 1.27-31).

Kilde: Masud.co.uk (Nuh Ha Mim Keller, Reliance of the Traveller, w16)