ANBEFAL SIDEN
© Islamisk.dk 2009
All Rights Reserved.
Optimeret for:
Internet Explorer (6 & 7) og
FireFox 2, 800x600 pix
Hvordan man får mest ud af Ramadanmåneden
Dansk oversættelse © Islamisk.dk / Noura Akhiat 2005
Forøg dine gode gerninger, specielt i Ramadanmåneden, for belønningen for en frivillig handling, som udføres i denne måned svarer til en obligatorisk handling, som udføres på et hvert andet tidspunkt. Ramadanen er også en tid, hvor gode gerninger er blevet gjort lettere at udføre, og man har meget mere energi til det end i nogen anden måned. Det skyldes, at sjælen som er doven når det kommer til gode gerninger, bliver indespærret af sult og tørst og, at djævlene som hindrer den lænkes samt, at portene til Ilden lukkes og portene til Paradis åbnes og bebuderen varsler hver nat på Allahs befaling:
»I som ønsker det gode skynd jer! Og I som ønsker det onde, holdt!«
Man bør arbejde kun for det Hinsides i denne velsignede måned og kun indlade sig på noget verdsligt, når det er absolut nødvendigt. Arranger dit liv før Ramadanen på en måde, som vil sørge for, at du er fri til tilbedelse, når den ankommer. Vær stærkt fordybet i andagtsøvelser og tilnærm dig Allah med større beslutsomhed, særligt i løbet af de sidste ti dage. Hvis det er muligt for dig ikke at forlade moskeen, undtagen når det er strengt nødvendigt i de sidste ti dage, så undlad det. Vær omhyggelig med at udføre tarawih-bønnerne[1] i løbet af hver Ramadannat. Nogle steder nu til dags er det kotume at gøre dem så korte, at nogle af bønnens obligatoriske elementer forsømmes endsige sunnaen. Det er velkendt, at vore forgængere læste hele Koranen i denne bøn, idet de reciterede en del hver nat for at færdiglæse den i en af de sidste ti nætter i måneden. Hvis du er i stand til at følge deres eksempel, er dette meget udbytterigt, hvis du ikke er i stand til det, så er det mindste, du kan gøre at overholde bønnens obligatoriske elementer og etikette.
Hold nøje udkig efter Skæbnenatten (Laylat al-qadr)[2], som er bedre end tusinde måneder. Det er den velsignede nat, hvor alle skæbner indsigtsfuldt afgøres. Den som den afsløres for, vil få skinnende lys at se, samt himlens åbne døre og engle som opstiger og nedstiger, og vil bevidne hele skabelsen kaste sig foran Allah, dens Skaber.
De fleste lærde vurderer, at den er i de sidste ti nætter af Ramadanen, og højst sandsynligt kan findes i de ulige nætter. En vis ‘arif bevidnede Skæbnenatten på den syttende nat, og dette var også Hasan al-Basris vurdering. Nogle lærde har sagt, at det er den første nat i Ramadanen, og et antal prominente lærde har sagt, at den ikke er fastsat men skifter position hver Ramadan. De har sagt, at den hemmelige visdom, som ligger bag dette er, at den troende skal hengive sig uforbeholdent til Allah hver nat i løbet af denne måned, i håb om sammenfald med den nat, som er blevet skjult for ham. Og Allah ved bedst.
Skynd dig at bryde din faste, så snart du er sikker på, at solen er gået ned. Udsæt suhur[3] så længe, du ikke frygter daggryets komme. Bespis dem som faster, når de bryder fasten, selv om det er med dadler eller et glas vand, for den som bespiser en anden, når denne bryder fasten modtager den samme belønning som den anden uden, at det formindsker den andens belønning det mindste. Bestræb dig på aldrig at bryde din faste eller at bespise en anden på dette tidspunkt undtagen med tilladt mad. Spis ikke meget, tag den tilladte mad som er på bordet og foretræk ikke, det som er delikat, for formålet med fasten er at underkaste sit vellystige begær, og at spise en stor mængde lækker mad vil tværtimod vække og styrke dette begær.
Fast de dage som loven opfordrer til at faste på, såsom ‘Arafa-dagen[4], såfremt man ikke deltager i pilgrimsfærden, den niende og tiende dag i Muharram-måneden[5] (al-‘Ashura’)[6], og de seks dage i Shawwal-måneden[7], som starter den anden festdag (‘id)[8], for dette er den mest effektive disciplin for sjælen. Fast tre dage hver måned, for det svarer til en vedvarende faste. Det er bedst, hvis det er de hvide dage, for Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, undlod aldrig at faste disse dage, hvad enten han var hjemme eller på rejse. Fast ofte, især i tider med særlige fortrin som de ukrænkelige måneder og ophøjede dage, såsom mandage og torsdage. Vid at fasten er disciplinens søjle og basis for stræben. Det siges, at fasten udgør halvdelen af tapperhed.
Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:
»Allah den Almægtige har sagt: »Enhver god handling, som foretages af Adams sønner mangedobles ti til syvhundredefold, undtagen fasten, for den er for Mig, og Jeg vil belønne en person for den, for han har forladt sit begær, sin mad og drikke for Min skyld.««
[Og:]
»Den som faster har to glæder: En når han bryder sin faste, den anden når han møder sin Herre.«
Samt:
»Lugten fra en fastende persons mund er i Allahs syn mere velduftende end duften af moskus.«
[Allah sagde:]
»Allah siger sandheden og Han leder til den rette vej« (al-Ahzab, 33:4).
Noter
[1] Tarawih: En særlig (dog frivillig) bøn som bedes hver nat igennem hele Ramadanmåneden. Tarawiḥ-bønnen består af tyve raka‘at, hvor man forsøger hver nat at recitere en af Koranens tredive dele. Således opnår man at læse hele Koranen mindst en gang i løbet af hele måneden.
[2] Laylat al-qadr: Natten hvor Profeten Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) modtog sin første åbenbaring. En af de mest hellige og ophøjede nætter, hvor Allahs tilfredshed og tilgivelse er særlig nem at opnå. Kapitel nr. 97 i Koranen er opkaldt efter denne nat og stadfæster at denne nat er bedre end tusinde måneder.
[3] Suhur: Morgenmåltid som indtages inden daggry (fajr) når man faster.
[4] ‘Arafa-dagen: ‘Arafat er en slette vest for Mekka i hvilken Jabl al-Rahma (Nådebjerget) står. En af pilgrimsfærdens essentielle riter er at stå på ‘Arafat d. 9. af dhu al-hijja-måneden, den tolvte i den islamiske månekalender.
[5] Muharram-måneden: Den første måned i den islamiske månekalender, samt en af de fire hellige måneder i islam.
[6] ‘Ashura-dagen: Den 10. dag i Muharram-måneden. Det var Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) sunna og opfordring at faste på denne dag som udtryk for taknemmelighed og ihukommelse af at Allah frelste Profeten Moses (fred være med ham) og hans folk fra Farao på denne dag.
[7] Shawwal-måneden: Den 10. måned i den islamiske månekalender, og således lige efter Ramadanmåneden. Seks dages faste i denne måned giver en belønning der svarer til et helt års faste.
[8] ‘Id: Den første Shawwal fejres ‘id al-fitr, som markerer afslutningen på den hellige Ramadanmåned.
Kilde: Imam ‘Abdullah ibn ‘Alawi al-Haddad, Risala al-Mu‘awana, baseret på den engelske oversættelse af Dr. Mostafa al-Badawi, The Book of Assistance, Quilliam Press (1989) kapitel 19.
Offentliggjort: 28. september 2005Copyright © 2002-2010 Islamisk.dk — Alle rettigheder forbeholdes. Gengivelse er kun tilladt sålænge materialet ikke er blevet redigeret og kildeangivelse tydeligt fremgår. For yderligere information, kontakt da Islamisk.dk.

